To fonde, to spørgsmål — og hvad de fortæller om fondsmodellen

Carlsbergfondets forperson Majken Schultz siger i Børsen, at hun ikke vil gå ind som formand for driftsselskabet Carlsberg A/S, og at fonden skal gå i den modsatte retning af Novo Nordisk Fonden.

Det er forståeligt. Hun har ikke Lars Rebiens baggrund — to år i træk kåret som verdens bedst præsterende CEO af Harvard Business Review. En fondsforperson skal ikke være CEO. Det har hun ret i.

Men sagen rummer to spørgsmål, og de spejler hinanden.

Det første: Hvad sker der, når en fond aldrig griber ind?

Carlsberg praktiserede i over 150 år, at de skarpeste og de klogeste reelt ledede selskabet. Resultatet var ikke kun storhed. Da Heineken fusionerede med Amstel i 1968 og satte hele den europæiske konsolideringsbølge i gang, så Carlsberg på. Man missede industriens udvikling — og satsede til sidst butikken på et russisk eventyr. Baltika endte med nedskrivninger på 47 milliarder kroner. Et af de største tab i dansk erhvervshistorie.
Ditlev Tamm har i "De klogeste og de skarpeste" dokumenteret, at historien ikke entydigt er en succes. Så ja — Schultz gør klogt i ikke at ville styre driften. Det er bagklogskab, der batter.

Det andet: Hvad sker der, når frie tøjler også betyder, at fundatsen ikke længere holder?

De gyldne ord er mejslet ind i muren i Valby. De handler om at brygge øl, så bryggeriet "altid kan staae som Mønster". Ikke om at sælge sodavand på licens fra PepsiCo.

I dag er en tredjedel af koncernens volumen læskedrik og juice. Britvic kostede 27 milliarder — et nyt eventyr uden for bryggerens primære fondsbestemmelse. En sådan ændring burde være en fondsbestyrelses fornemmeste opgave at tænke grundigt over. Rusland og sodavand ville begge ligge langt fra J.C. Jacobsens forestillinger — risikoavers, som han var.

Og her er forskellen til Novo.

Hos Novo er der ingen tvivl om formålet. Problemet er drift og økonomisk styring. Og når det er dér, skoen trykker — når man ikke har styr på salg og produktion, og ikke reagerer på ejerens tanker — så skal en ejer træde i karakter. Det er ikke utidig indblanding. Det er ejerskab. Det er præcis, hvad Rebien gør.

Så de to fonde står med hvert sit spørgsmål. Carlsberg har overladt formålet til driften. Novo holder fast i formålet og kræver, at driften lever op til det.
Fondsmodellen fungerer. Men den hviler på én grundsætning: Formålet er fondsbestemmelsernes kerne. En fond skal aldrig være CEO — og en CEO skal aldrig kunne ændre en fonds primære formål.

Det er det egentlige spørgsmål, Schultz' ord rejser. Ikke om hun skal lede Carlsberg. Men om nogen stadig vogter det, bryggeren skrev på muren.
Alle detaljerne ligger i Carlsberg-kapitlet i min bog, "Succes og Overlevelse i Danske Virksomheder" — 28 års analyse, fra HD-afhandlingen i 1998 til i dag. Andet oplag er på vej.