Tidligere Lego-chef efterlyser nye danske vækstmirakler. Forstå de gamle først. Forstå de gamle først.
juni 23, 2026
Jeg vil foreslå, at vi først forstår de gamle.
I Jyllands-Posten kan man læse, at Jørgen Vig Knudstorp efterlyser nye danske vækstmirakler. Han frygter, at vi lever højt på virksomheder, der har eksisteret siden Anden Verdenskrig. Han efterlyser mere risikovillig kapital. Han savner ambitioner.
Lad mig sige det med det samme: ingen skal underkende, hvad Knudstorp gjorde i Lego. Det var en redningsaktion i verdensklasse.
Men han er blevet international. Og måske har han undervejs mistet koblingen til den danske underskov.
For præmissen holder ikke. De virksomheder, vi lever højt på, er ikke krigsbørn. A.P. Møller, Novo, Tryg, Vestas, Danish Crown, andelssektoren — de er langt ældre. De har overlevet i et århundrede, fordi de gjorde præcis det, Knudstorp selv efterlyser: de fandt ud af, at Danmark er for lille til hjemmemarkedet alene. De kom ud over stepperne for længst. De dominerer smalle nicher på alle verdens markeder.
Er de ikke fremtidsparate? De transformerer og investerer voldsomt netop nu. Se på DSV. Se på Danfoss. Se på A.P. Møller. Konkurrence er ikke noget, de skal lære. Det er deres kultur.
Og de nye? De er her allerede. Trackman. Netcompany. 3Shape. Pleo. Rains. Født længe efter krigen. Ude i verden. I nichen.
Knudstorp peger på Future Readiness Indicator og noterer, at ingen danske selskaber er på listen inden for teknologi og bilindustri. Men det er ikke et problem. Det er et valg. Vi skal ikke være Silicon Valley. Det løb køres et andet sted. Vi skal være finken, der dominerer sin niche — ikke bisonoksen, der jagter skala.
Knudstorp har gode iagttagelser. Men han har ikke lavet analysen. Jeg har brugt 26 år på at studere danske virksomheder. Da jeg skrev "Succes og overlevelse i danske virksomheder", identificerede jeg 58.
Siden har jeg fundet 20 som er grundlagt i de sidste 20 år, og som har udviklet en niche. Nøjagtigt som den typiske danske succesrige niche virksomhed. De kommer med i min næste bog. "Ideen som ingen troede på". Og pointen er enkel: underskoven er meget større, end vi går og tror. Jeg er ikke bekymret. Jeg er optimist.
Derfor vil jeg rose Michael Svarer og Philipp Schröder for initiativet. Med åbningen af Center for Erhvervsøkonomisk Forskning og Analyse ved Aarhus Universitet har de skabt et uafhængigt sted, der kan studere dansk erhvervsliv på data frem for fornemmelser. Det er der brug for. Det er præcis den slags faktabaserede analyse, debatten om danske virksomheders styrker har manglet.
Min analyse ligger i bogen. Læs den gerne — og bedøm selv.