IMD tager fejl. Danmark vinder terræn

Danmark taber ikke terræn. Danmark vinder.

Jeg er en inkarneret avislæser. Jeg læser mange spændende artikler mellem morgen og aften. En af dem fik mig til tasterne i denne uge — for den handler om noget, jeg har brugt år på at studere: hvordan dansk erhvervsliv faktisk klarer sig i verden. Og her mener jeg, at både en anerkendt rapport og dens danske fortolkning kommer til at pege i den forkerte retning.

IMD har offentliggjort sin World Competitiveness Ranking. Danmark er røget ud af top fem og ligger nu nummer seks. Jyllands-Posten omtaler analysen under overskriften, at Danmark taber terræn, og har interviewet den administrerende direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, som var i Zürich, da rapporten blev fremlagt. Røde anmærkninger. Bekymring i Dansk Industri.

Men når det gælder dansk industri, mener jeg, konklusionen er forkert.

Lars Sandahl Sørensen skriver klogt og engageret om det. Han fremhæver selv det stærke udgangspunkt — velfungerende rammer, styr på de offentlige finanser — og argumenterer for lavere byrder, lavere selskabsskat og klogere brug af kunstig intelligens. Det er der fornuft i. Og han skriver en sætning, jeg er helt enig i: den vigtigste konkurrence er med os selv.

Men her skilles vi. For han læser IMD's placering som et mål for dansk industris konkurrenceevne. Og det er den ikke.

IMD måler, om Danmark er et attraktivt sted at placere kapital og mennesker. Skat, afgifter, byrder. Det er habitatet. Det er ikke arterne. Og det er arterne, der tæller. Den vigtigste konkurrence — den med os selv — den vinder de danske virksomheder allerede. Hver dag. Ude i verden.

Danmark har haft verdens højeste personskat i 30 år. Verdens højeste moms. Verdens højeste bilafgifter. Det er ikke nyt. Hvis høj skat var dødeligt for konkurrenceevnen, var dansk industri kollapset for længst.

Den gjorde det stik modsatte. Fra 2014 til 2024 leverede dansk industri en historisk stærk udvikling. Verdensmestre i niche efter niche. Novo i medicin. Coloplast i stomi. Vestas i vind. Grundfos i pumper. Rockwool i stenuld. Hempel i skibsmaling. AVK i ventiler. Demant i høreapparater.

Når Grundfos sælger en pumpe i USA, er den danske topskat ligegyldig. Når Novo sælger medicin i Taiwan, betyder den danske moms ingenting. Disse virksomheder konkurrerer på kompetence, på specialisering, på det danske uddannelsesniveau — ikke på skattesatsen. De danskere, der driver butikken ud af Danmark, betaler deres skat herhjemme. Det er ikke en byrde på konkurrenceevnen. Det er kvitteringen for et samfund, der virker.

Det pudsige er, at IMD's egen direktør i år siger noget, der vender hele rapporten på hovedet. Arturo Bris fastslår, at konkurrenceevne i 2026 handler mindre om omkostninger, skala og output — og mere om troværdige institutioner. I en fragmenteret verden vinder de lande, der har stærke, velprøvede institutioner.

Det er Danmarks hjemmebane.

Danmark er det mindst korrupte land i verden. Nummer ét hos Transparency International, ottende år i træk. Vi har en velfungerende offentlig sektor, et af verdens bedste uddannelsessystemer, et hospitalsvæsen, der virker. Det er præcis de faktorer, IMD's egen direktør udpeger som afgørende. Og det er præcis de faktorer, overskriften ignorerer til fordel for skattesatsen.

Og så er der det, der er sværest at bortforklare: Danmark er nummer ét i verden på erhvervseffektivitet. Det er svært at forene med en historie om tabt konkurrencekraft.

Erhvervsminister Martin Lidegaard sagde, at Danmark skal skabe fremtidens nye teknologier. Det er et prisværdigt formål. Men det hviler på en antagelse om, at vi ikke allerede gør det. Og den antagelse er forkert.

Novo er ikke beviset på, at vi mangler nye teknologier. Novo er en ny teknologi — et af de største gennembrud inden for fedmebehandling i menneskehedens historie. Skal vi have flere af den slags? Ja. Men "flere Novo" er ikke et strategiskifte. Det er at gøre mere af det, vi allerede er bedst i verden til.

For en ældre bankdirektør sagde det for en del år siden, og det er stadig den bedste målestok: Vi skal ikke leve af at klippe hinanden. Vi skal leve af at klippe andre.

Og det er præcis dér, danske nichevirksomheder er usandsynligt stærke. De sælger 99 procent af deres omsætning i udlandet. De lever ikke af det danske habitat som marked — de lever af verden. De henter værdien hjem udefra. Der flyver ingen stegte duer ind i munden. De danske virksomheder har selv knoklet for hver eneste krone, de har bragt hjem.

Se på, hvad arterne gør, mens Danmark angiveligt taber terræn. A.P. Møller gennemfører en af de største transformationer i dansk erhvervshistorie. Rockwool udvider kapaciteten i Indien, Rumænien og USA — investeringer omkring 650 millioner euro alene i 2026 — og bliver inden for sin egen niche, stenuld. Det er ikke spredning ud af kernen. Det er finkens niche, dyrket dybere. Vestas leverede sit bedste første kvartal siden 2018, og i en tid med handelsbarrierer og global fragmentering bliver europæisk, ikke-kinesisk vindteknologi kun mere værd.

Hvis vi taber terræn, hvorfor vinder vores arter så?

Den danske industri har det ikke skidt. Den har det fantastisk. Sandahl Sørensen har ret i, at konkurrenceevnen skabes hver dag ude i virksomhederne. Jeg ville bare ønske, at den indsigt fyldte mere end placeringen på en liste, der måler noget andet.